LIFE Campus er officielt indviet

11.10.2021

Der var høj sol og højt humør i LIFE Campus i fredags, da H.K.H. Kronprinsen forestod indvielsen af vores nye læringscenter i Lyngby. Læs mere om den spændende dag her.

Overdragelse og beplantning

I fredags kl. 14 begyndte den officielle indvielse af LIFE Campus, hvor samarbejdspartnere og interessenter var inviteret. Vi havde også fint besøg af Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, der blandt andet plantede en stikling af Kongeegen og udførte eksperimenter fra vores undervisningsforløb Turbovækst og Mikrosafari.

Se et videosammendrag af dagen her:

Det netop indviede LIFE Campus er hovedsæde for LIFE Fonden og rummer i stueetagen højteknologiske laboratorier, hvor elever fra grundskolen og ungdomsuddannelser arbejder eksperimenterende med undervisningsforløb fra LIFE. Ved indvielsesfesten havde gæsterne rig mulighed for at opleve de forskellige naturfaglige undervisningsforløb, da vores undervisere stod klar i de forskellige laboratorier til at vise dem frem:

Udover undervisningsforløbene kunne gæsterne også opleve udendørsområderne ved LIFE Campus. På sydsiden af læringscentret markerede indvielsen sidste etape i anlæggelsen af LIFE Arboret med 22 forskellige træer fra den danske flora og LIFE Pomet med 42 forskellige danske æble- og pæretræer. Kronprinsen plantede en stikling fra det tusinde år gamle egetræ, Kongeegen, fra Jægerspris Nordskov, mens borgmester for Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani, plantede et Lyngby-æbletræ. LIFE Arboret og LIFE Pomet er anlagt i samarbejde med Københavns Universitet.

Ingen indvielse uden taler – og der var selvfølgelig også en række deltagere, der fik mulighed for at sige et par ord om LIFE Campus, LIFE Fonden og det landsdækkende undervisningsinitiativ LIFE. Vores adm. direktør i LIFE Fonden, Christine Antorini, var vært og indledte eftermiddagens indvielse:

”For tre år siden godkendte Novo Nordisk Fondens bestyrelse LIFE-initiativet for at styrke interesse og motivation for naturfag og teknologi hos børn og unge i Danmark. For to år siden blev der taget det første spadestik til LIFE Campus. Og så for to uger siden blev de første elever undervist i vores nye højteknologiske laboratorier. Det har været en fantastisk rejse og stort at opleve elevernes engagement og lyst til at undersøge og eksperimentere. Vi håber, I deler vores begejstring for både LIFE Campus og for vores virkelighedsnære undervisningsforløb, som elever i hele landet arbejder med på deres skoler.

Herefter blev Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, inviteret op på scenen for at sige et par ord og formelt overdrage LIFE Campus fra Novo Nordisk Fonden til LIFE Fonden, der var repræsenteret af bestyrelsesformand Jesper Fisker. Afslutningsvis fik Kronprinsen ordet:

“I vil bidrage til at flytte børns og unges grænser, når det drejer sig om naturvidenskabelig dannelse og uddannelse. I vil sammen med de andre aktører på STEM-området styrke de unge generationers viden om og fascination af naturvidenskaben. Og det har vi som samfund behov for. Virksomheder efterspørger mere kvalificeret arbejdskraft inden for STEM-området. Men det er mere end det. Som samfund har vi også behov for, at børn og unge får lyst til at fordybe sig i naturvidenskabelige emner og problemstillinger. Vi har behov for, at de får ideer, der kan omsættes til produkter og blive startskuddet på nye virksomheder, som kan forbedre menneskers liv og samfundets bæredygtighed over hele kloden,”  sagde Kronprinsen og afsluttede talen med ordene:

“Mit ønske er, at børn og unge fra hele rigsfællesskabet kommer til at arbejde eksperimenterende i naturfagsundervisningen og bliver fascineret af naturvidenskaben. Med disse ord erklærer jeg LIFE Campus for indviet og ønsker jer stort tillykke.”

Resten af dagen var der rig mulighed for at gå rundt og udforske den 5.400 m2 store bygning, der også byder på en stor multisal (Kolossalen). Her kunne gæsterne se en lille film, der demonstrerede det avancerede AV- og lyddesign, som salen rummer via en 360-graders projektion.

For de kunstinteresserede var der på vej hjem fra indvielsen også mulighed for at få en oplevelse. I stien på vej hen til LIFE Campus står der nemlig to kunstværker “Gravity Mirror Pavilion” og “The Sun, Moon and the Earth”, af den verdensberømte, danske kunstner Jeppe Hein. Kunstværkerne er en del af udendørsområdet, som der er fri adgang til for borgere og interesserede.

Om LIFE Fonden

Indvielsen af LIFE Campus markerer dannelsen af LIFE Fonden som erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte. Udover LIFE Campus etablerer fonden de kommende år fire regionale undervisningslaboratorier rundt i Danmark og producerer i alt fem mobile undervisningslaboratorier, så elever i hele landet kan komme til at undersøge naturfaglige problemstillinger i avancerede laboratorier.

 

Om LIFE Campus

  • LIFE Campus er LIFE Fondens hovedsæde
  • I LIFE Campus er der fem laboratorier, og der åbnes på sigt yderligere to speciallaboratorier
  • LIFE Campus er kendetegnet ved facaden med 96 massive egetræssøjler, hvoraf 12 af dem er formet som en vifte over hovedindgangen.
  • Ved LIFE Campus er der installeret to værker af den danske kunstner Jeppe Hein.
  • I samarbejde med Københavns Universitet er der netop anlagt et LIFE Arboret med 22 forskellige træer fra den danske flora og et LIFE Pomet med 42 forskellige danske æbletræer.
  • Det store LIFE Campus er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og opført under bygherrerådgivning fra Rambøll.