Naboer blev vist rundt på LIFE Campus

31.08.2020

I weekenden afholdt vi rundvisning for naboer til det kommende LIFE Campus på Dyrehavegårds Jorder i Lyngby. Deltagerne var de første til at blive vist rundt på byggeriet og opleve det på tæt hold.

Det blev et stort tilløbsstykke, da vi i weekenden afholdt rundvisning for naboer til LIFE Campus. Der var arrangeret tre rundvisninger, som alle blev booket i løbet af få dage. På rundvisningen fik deltagerne både historien om LIFE Campus, en status på byggeriet og en introduktion til de fremtidige visioner for LIFE Campus og LIFE som undervisningsinitiativ.

”Vi ønsker, at naboer skal føle sig velinformeret og inddraget i forbindelse med byggeriet af LIFE Campus. Derfor er det fantastisk at opleve, at så mange engagerede borgere her i Lyngby har lyst til at komme helt tæt på og lære mere om byggeriet og om LIFE,” siger Christian Østerby Knudsen, der er projektdirektør for byggeriet af LIFE Campus og én af rundviserne ved dagens arrangement.

Blev vist rundt som skoleklasse 

Rundvisningen var planlagt, så deltagerne blev vist rundt i bygningen på samme måde, som skoleklasser fra næste efterår vil komme rundt i LIFE Campus.

Først blev deltagerne modtaget i receptionen, hvor der blev udleveret mundbind og håndsprit. Dernæst gik turen ned til underetagen, hvor fem elevlaboratorier etableres. Efterfølgende blev deltagerne taget med rundt på stueetagen, hvor eleverne vil møde et stort auditorium og en kantine til at indtage frokosten.

Rundvisningen sluttede af på første sal, hvor LIFEs medarbejdere kommer til at få kontorpladser. Her kunne naboerne nyde udsigten ud over den smukke natur – og måske se deres eget hus et sted derude.

”Med højteknologiske laboratoriemiljøer inde i LIFE Campus og fantastiske naturområder uden for bygningen vil vi gerne være med til at tiltrække skoleklasser fra nær og fjern – og gøre Lyngby til et knudepunkt for naturfaglig undervisning og dannelse. Vi glæder os så meget til at flytte ind næste år,” fortæller Christine Antorini, direktør i LIFE.

Netop nu er håndværkerne ved at færdiggøre bygningens facade, der er kendetegnet ved sine 96 egetræssøjler, der hver har en højde på op til ni meter og en vægt på knap to tons. Ved indgangen kommer de massive egestammer til at fremstå som en slør, der blafrer i vinden og åbner bygningen for gæsterne.

LIFE Campus forventer at åbne for skoleklasser i efteråret 2021.

Læs mere om LIFE Campus her.