HAR DU TIPPET DINE BØRN OM DE MANGE MULIGHEDER MED NATURVIDENSKAB OG TEKNOLOGI?
Netop nu skal mange unge vælge en ungdomsuddannelse. Mange unge drømmer om at arbejde med bæredygtighed og gøre en forskel for mennesker. Det kan man med en uddannelse inden for naturvidenskab og teknologi – og som forælder kan du inspirere dine børn til at gå i den retning og udleve deres drømme.
Kronik af Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden:
I disse uger skal unge i hele Danmark beslutte, hvilken ungdomsuddannelse de ønsker at tage. Det er et svært valg, hvor mange spørger sig selv: ’Skal jeg følge mine drømme eller gå efter de bedste jobmuligheder?’ Men hvorfor ikke gøre begge dele?
Unge er optaget af at drømme stort, arbejde med de væsentlige samfundsspørgsmål og gøre en forskel for andre mennesker. Med en uddannelse inden for STEM-fagene (Science, Teknologi, Engineering og Matematik) kan man arbejde med at udvikle kreative løsninger på verdens største problematikker – fx inden for bæredygtig fødevareproduktion, velfærdteknologi, vedvarende energi og forurening af verdenshavene. Med STEM-kompetencer kan gøre en forskel for andre mennesker og for kloden i det hele taget.
Samtidig er der udsigt til fantastiske job- og karrieremuligheder for STEM-kandidater. Det skyldes ikke mindst digitaliseringen og den grønne omstilling, som verden – og Danmark – for alvor har taget hul på. FN’s verdensmål for bæredygtighed har efterhånden bredt sig til langt de fleste virksomheder, og senest harmere end 20 uddannelsesorganisationer stået bag en handleplan for uddannelse for bæredygtig udvikling.
I dag er der allerede mangel på medarbejdere med STEM-kompetencer, og i fremtiden bliver der brug for endnu flere unge – både piger og drenge – der har lyst til at uddanne sig inden for STEM. Ifølge Ingeniørforeningen (2021) vil Danmark i 2030 mangle 13.000 kandidater med STEM-kompetencer.
Desværre er der stadig alt for mange unge, som ikke forbinder STEM med at løse de store problemstillinger i verden – og særligt pigerne fravælger naturfag og teknologi i løbet af skolen. Det skyldes blandt andet, at de oplever fysik, biologi, geografi og kemi løsrevet fra de store samfundsspørgsmål. De har ikke i høj nok grad oplevet, hvordan STEM netop viser vejen til at undersøge, skabe og forandre vores verden og hverdag til et mere bæredygtigt sted.
Da jeg selv gik i skole tilbage i 1970’erne, var der ikke særlig meget fokus på naturvidenskab og teknologi. Jeg blev ikke præsenteret for de mange spændende uddannelses- og jobmuligheder, der er inden for STEM. Og der var slet ikke fokus på, at man med naturvidenskab og teknologi kan udvikle kreative løsninger, der betyder noget for andre mennesker og for kloden. Det var ellers lige netop det, jeg var optaget af.
Jeg var vild med geografi og bekymrede mig om klimaet, men alligevel valgte jeg at gå den samfundsfaglige vej i stedet for at fordybe mig i naturfagenes enorme betydning for samfundsudviklingen. Jeg overvejede ikke engang at kombinere naturvidenskab og samfundsvidenskab. Jeg havde heller ingen forestillinger om,at tekniske kompetencer var rygraden i danske industrieventyrer som fx vindmøller, der faktisk for alvor tog fart i slutningen af 1970’erne og 1980’erne, hvor jeg var under uddannelse.
Sådan er det for mange unge – og særligt pigerne. En analyse fra Tænketanken Dea og Microsoft (2019) har vist, at pigerne gerne vil arbejde med noget, hvor de kan redde verden og passe på mennesker. Samtidig har de svært ved at forestille sig en STEM-karriere, fordi de ikke forbinder det med at arbejde med mennesker. Det bør vi som samfund gøre noget ved.
I LIFE Fonden er vores formål at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og interesse for naturvidenskab. Vi tilbyder blandt andet gratis undervisningsforløb til skoler og ungdomsuddannelser i alle danske byer. I forløbene skal eleverne med de samme metoder som forskere i virksomheder udvikle løsninger på verdens største problemer, som fx at stoppe sult eller sikre lokalområder mod oversvømmelser som konsekvens af klimaforandringerne.
Vi vil gerne være med til at motivere flere unge til at uddanne sig og arbejde inden for STEM, for det er både meningsfyldt, spændende, sjovt og fuld af jobs i fremtiden.
Jeg håber, at du som forælder vil være med til inspirere dine børn til at vælge en STEM-studieretning, så de både får fantastiske karrieremuligheder og kan udleve deres drømme om at gøre en forskel.