LIFE CAMPUS I LYNGBY: BORGMESTER, ELEVER OG LIFE TOG FØRSTE SPADESTIK

Der er meget at glæde sig til for landets grundskoler og ungdomsuddannelser, som gerne vil styrke undervisningen inden for STEM-fagene (science, teknologi, Engineering og matematik). I efteråret 2021 kan de nemlig tage eleverne med til et nyopført 4.000 m² stort læringscenter – LIFE Campus – med laboratoriefaciliteter, udstyr og ekspertise, som skolerne ikke normalt har adgang til.

Fredag d. 1. november tog Sofia Osmani (K), borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, og Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, første spadestik sammen med kommende naboer, samarbejdspartnere og lokale Lyngby-skoleelever.

Læs også: Det grønne område: Et spadestik tættere på nationalt læringscenter

"Oprindeligt var en campus et sted, hvor unge trænede. Det er i den oprindelige ånd, at vi i dag indvier matriklen, hvor Life Campus skal bygges, med første spadestik. Her vil der om et par år være fyldt med børn og unge, der ’træner’ på den åbne plads ude og inde, sådan som undervisningssteder med den mest moderne pædagogik og didaktik gør det i dag. Dette sted bliver et campus for børn. Fra de er helt små og går i børnehave – over grundskolen – og videre i de ungdomsuddannelser, de skal til. Det bliver et sted drevet af nysgerrighed, videbegær og virkelyst," lød det fra LIFE-direktør Christine Antorini, da hun i sin tale bød velkommen til gæsterne."

Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani (K) var med til at tage det første spadestik til det kommende LIFE Campus. Hvad betyder det for kommunen – og for landets grundskoler og ungdomsuddannelser – at eleverne fra 2021 kan komme på besøg og arbejde eksperimentielt og undersøgelsesbaseret med naturfaglige undervisningsforløb? Se med her.

Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani (K) var med til at tage det første spadestik til det kommende LIFE Campus. Hvad betyder det for kommunen – og for landets grundskoler og ungdomsuddannelser – at eleverne fra 2021 kan komme på besøg og arbejde eksperimentielt og undersøgelsesbaseret med naturfaglige undervisningsforløb? Se med her.

LIFE Campus kommer dagligt til at tage imod fire-seks skoleklasser, når det åbner i efteråret 2021. Det kunne de ca. 200 fremmødte gæster få en forsmag på, da lokale 6. klasses-elever fra Lundtofte Skole og Trongårdsskolen hjalp med at tage svampeprøver for spadestikshullerne for at udforske, hvilke gavnlige enzymer der er i jorden.

Med inspiration fra LIFE-læringspakken Enzymjagten gik de sammen med gæsterne ombord på LIFE Mobil Lab for at analysere jordprøverne. Det 65 m² store mobile laboratorium fra LIFE var til lejligheden  kørt ud på byggepladsen ved Dyrehavegårds jorder – klos op ad Novozymes Innovations Campus – hvor LIFE Campus bliver opført.

Læs også: LIFE.dk: LIFE graver første spadestik til nationalt naturfagligt læringscenter

Ifølge Christine Antorini er første spadestik ikke kun en milepæl for LIFE-projektet. Det er også et konkret billede på, at visionen om at styrke den naturvidenskabelig almendannelse blandt børn og unge nu får et markant løft.

LIFE Campus vil på den måde ifølge LIFE-direktøren være et konkret bidrag til et Åben-Skole-tilbud, hvor elever omsætter undervisningen til virkelighedsnære forløb i samarbejde med virksomheder eller forskningsinstitutioner.

”Med det nye LIFE Campus giver LIFE et bidrag til den vigtige indsats for at motivere mange flere børn og unge til at fordybe sig i at løse virkelighedsnære problemstillinger med naturfagsværktøjskassen. Vi skaber ikke kun en bygning, men bygger et undervisningstilbud til skolerne, som er efterspurgt både hos undervisere, skoler og hos kommunerne.”

Arkitekturen er inspireret af STEM (Science/Techology/Engineering/Mathematics), mens facadens udtryk kommer fra DNA-strenge, fibonacci-strukturer og andre matematiske mønstre. Ved indgangen åbner lyse træsøjler som et forhæng og er med til at integrere bygningen i det kuperede naturlandskab, skriver Dagens Byggeri.

"Arkitekturen er inspireret af en kombination mellem natur og naturvidenskab. Det stoflige og det matematiske. Bygningen skal på samme tid både inspirere og respektere, da det ligger i et naturområde, så vi gået efter en enkel, nordisk stil i naturlige materialer med grundreferencer til STEM," siger Thomas West Jensen, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der som arkitektfirma har tegnet LIFE Campus."

Læs også: Dagens Byggeri: Børnene får deres eget naturvidenskabelige læringscenter

Det er Novo Nordisk Fonden, der står bag LIFE-projektet og det nye LIFE campus, der i samarbejde med landets skoler, virksomheder og forskningmiljøer vil øge interessen for de naturvidenskabelige fag hos børn og unge. LIFE Campus får adresse på Biologiens Vej 5 syd for Hjortekær på Dyrehavegårds jorder og bliver nabo til Danmark Tekniske Universitet (DTU) og Novozymes Innovation Campus.

Der vil i kraft af LIFE-organisationens hjemsted i bygningen være tilknyttet et naturfagsdidaktisk udviklings – og undervisningsmiljø. Det betyder, at LIFE Campus bliver et fysisk knudepunkt for samarbejdet med skoler, virksomheder, forskningsmiljøer og formidlere af naturvidenskab. Blandt andet som samlingspunkt for lærere og forskere, som arbejder med naturfags-didaktik.

 

FAKTA – LIFE CAMPUS

  • LIFE Campus bliver et æstetisk smukt læringscenter på 4000 m² syd for Hjortekær på Dyrehavegårds jorder. Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og opføres under bygherre-rådgivning fra Rambøl Danmark.

  • LIFE Campus forventes at stå klar i efteråret 2021 – og bliver nabo til virksomheden Novozymes nye Innovation Campus og Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

  • LIFE Campus kommer til at tilbyde et laboratoriemæssigt avanceret naturfagligt undervisningsmiljø, som eleverne kan arbejde i sammen med deres lærere og understøttet af læringskonsulenterne fra LIFE.

  • En Læringspakke er et undervisningsforløb som udmøntes på en eller flere af LIFEs fire læringsplatforme: LIFE Mobil Lab, en ny digital læringsplatform MY:LIFE, LIFE Kit og LIFE Campus.

  • Når LIFE Campus er i fuld drift vil der være besøg fra 4-6 skoleklasser dagligt. Det gælder både elever og deres lærere fra landets grundskoler, ungdomsuddannelser og på sigt også dagtilbud.

  • LIFE-projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.

RELATEREDE ARTIKLER

18. oktober 2021
11. oktober 2021
24. september 2021