BØRN OG UNGE SKAL LÆRE OM SMÅDYR OG RAKETTER I SOMMERFERIEN

.

Kajak. Volleyball. Fægtning. Tilbuddene i kommunernes sommerferiekataloger er ofte mange. I år har børn og unge med interesse for naturvidenskab for første gang kunnet tilmelde sig sommerferieaktiviteter hos LIFE Fonden. Interessen for at få en af de 180 pladser på i alt otte hold med naturfaglige sommerferieaktiviteter har været stor.

De seneste to år har DTU med stor succes inviteret til summer science for børn og unge, så vi vidste, at der var interesse for at gå til naturvidenskab i skolernes sommerferie. Alligevel kom det bag på os, at alle 180 pladser efter få uger var bookede. Det er vi selvfølgelig glade for. Vores drøm er jo, at flere børn og unge får en stærkere naturvidenskabelig dannelse og viden, og derfor er det skønt at opleve den store interesse for at lære om smådyr og raketter i sommerferien”, fortæller Christine Antorini, adm. direktør i LIFE Fonden.

Sommerferieaktiviteterne foregår den sidste uge af juni og den første uge af august i LIFE Campus tæt ved Dyrehaven i Kgs. Lyngby. Pladserne på de i alt otte hold er i samarbejde med kommunerne blevet udbudt til forældre, der har børn på skoler Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal.

Nysgerrighed er et nøgleord

Sommerferieaktiviteterne er inspireret af temaer og aktiviteter fra vores egne naturfaglige undervisningsforløb, og i udviklingsarbejdet har underviserne og udviklingskonsulenter haft stort fokus på at sammensætte et program med forskellige typer af opgaver. Holdene kommer til at lave undersøgelser i undervisningslaboratorierne, de skal se film i auditoriet på en 360-graders skærm, og de skal på opdagelse i naturen.

I år kan deltagerne gå til to forskellige sommerferieaktiviteter. Deltagerne mellem seks og ni år skal på jagt efter smådyr og insekter. De skal ud i naturen og finde smådyr, de skal undersøge dyrene i moderne mikroskoper, og de skal bygge insekthoteller. Deltagerne mellem ni og 13 år skal arbejde med fly og raketter. Under overskriften ’Kan det flyve’ skal de bygge forskellige flyvende maskiner. De skal eksperimentere med materialer og konstruktioner, og de skal undersøge, hvad der flyver længst og hurtigst. Der gennemføres i år fire hold af hver sommerferieaktivitet.

I LIFE Fonden er vi meget optaget af at lade børn og unge undersøge og eksperimentere selv. Vi tror på, at det er med til at gøre dem nysgerrige på det de ser og oplever, og det er med til at gøre dem mere motiverede”, siger Christine Antorini.

Disse metoder anvendes også i sommerferieaktiviteterne. Uanset deltagernes alder er det dem selv, der skal udføre eksperimenter og undersøgelser. I opgaverne guides deltagerne af vores egne undervisere. Desuden medbringer alle børn mellem seks og ni år en voksen – en forældre, en bedsteforældre eller en større søskende – der kan hjælpe underviserne med at gøre de mindre børn trygge i de nye omgivelser.

.

Fakta om LIFE Campus

LIFE Campus er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og er 4.000 m² stort.

Arkitekturen er inspireret af DNA-strenge, Fibonacci-strukturer og andre naturvidenskabelige og matematiske mønstre.

Facaden kendetegnes ved 96 massive egetræssøjler, hvoraf 12 af dem er formet som en vifte, der åbner bygningen for den besøgende.

LIFE Campus er nabo til bl.a. Danmarks Tekniske Universitet, Novozymes og Lyngby Gymnasium.

LIFE Campus åbnede for skoleklasser i oktober 2021.