Culture eats nature for breakfast

AF STEFAN HERMANN 

Adm. direktør i LIFE Fonden 

Kronikken er bragt i Politiken den 25. maj 2024

Man siger ofte, at man skal kende sin historie. Kende sin kultur og vide, hvor man kommer fra, hvad man kommer af. Men man kan ikke sige, at man skal kende sin natur. Taler vi om natur i sammenhæng med dannelse, handler det mest om elevens egen indre natur, laster og dyder, karakter, ikke den ydre fysiske natur. Det er ikke på nogen måde pinligt, hvis man ikke ved, hvad et molekyle eller en Vipstjert er. Men det er flovt, hvis man ikke ved, hvem H.C. Andersen eller Karen Blixen var.

I Danmark som i mange andre lande har vi direkte og indirekte hyldet ideen om, at den almen dannelse, der fremmes i folkeskolen og ikke mindst i det almene gymnasium er humanistisk og siden 1970erne også samfundsfaglig. Det handler om historie og kultur, ånd og demokrati, ligeværd og deltagelse. Det er på mange måder godt, men det indebærer, at den almene dannelse, det der skal samle os og det billede som vi ønsker elever dannes i, bliver en halv dannelse fordi naturen, naturvidenskaben og teknologien snøres af som elementer i udviklingen af menneskelig myndighed, af vores forståelser af fællesskab og frihed, af hvad det vil sige at være et menneske. Selvfølgelig ikke officielt, hvor ”menneskets samspil med naturen” er nævnt, men ofte glemt i folkeskolens formålsparagraf ligesom natur, miljø og klima er omtalt i det almene gymnasiums formål. Men det er ikke alene en halvdannelse for nu at sætte tingene på spidsen. Det er også helt ude af trit med den tid vi lever i med en uset natur- og klimakrise.

Siden H.C. Hansens socialdemokratiske regering i 1956 nedsatte Teknikerkommissionen og Sputnikchokket året efter, hvor Vesten blev rystet af Sovjets forspring i rumkapløbet, har stort set alle regeringer og betydende interesser i det danske samfund ønsket at styrke naturvidenskaben og de tekniske videnskaber. Bliv ingeniør! Socialdemokratiets partiprogram i 1961 hed Vejen Frem og havde på sin forside en motorvej. Kulminationen var Globaliseringsaftalen i 2007. Ved bl.a. at levetidsindeksere pensionsalderen (en slags ”omvendt Arne”) skabtes et provenu på mere end 40 mia. kr., som blev investeret i forskning, innovation og uddannelse. Naturvidenskaben, de tekniske videnskaber og sundhedsvidenskab fik et markant fortrin i fordelingen af midler. Forskningsrådssystemet blev i samme periode omlagt og gjort mere strategisk og erhvervsrettet. Sideløbende hermed har de private fonde forøget deres uddelinger på disse områder betragteligt.

På kort form er det rimeligt at sige, at naturvidenskaben og de tekniske videnskaber (samt sundhedsvidenskaben) vandt kampen om forskning og innovation – og om de videregående uddannelser, de sidste ikke mindst i kraft af en stor import af udenlandske studerende. Det er uomtvisteligt, at disse fremskridt ikke alene har skabt vækst og bidraget til Danmarks enestående position indenfor fx Life-science og grøn energi, men også udgør uomgængelige betingelser for en strukturel grøn omstilling i Danmark.

Hvad mange imidlertid glemmer er, at naturvidenskaben og teknologien samtidig tabte kampen om grundskolen og det almene gymnasium. Ja, måske fik man aldrig fodfæste i kampen om den almene dannelse i folkeskole og gymnasium – og for den sags skyld på universitetet. Hvor man vandt kampen om, hvad vi skal leve af, tabte man kampen om hvad vi skal leve for. Man blev stedet for økonomi og vækst, men også acceleration og fremmedgørelse. Man tabte kampen om sjælene, om fællesskabet og meningen med det hele. Derfor fylder naturfagene meget lidt i folkeskolen. Undlader man at medregne matematik, er omtrent ti pct. af timerne reserveret natur og teknologi, biologi, geografi og fysik/kemi. De humanistiske fag i folkeskolen fylder halvdelen af timetallet. Naturfagene er ovenikøbet helt overvejende placeret i udskolingen, hvor vi ved at eleverne er vanskeligere at motivere, mens de i indskolingen typisk møder frem med en spirende interesse, ikke mindst for verden som naturfænomen, for teknik og ting og sager. Naturfagsdidaktikeren Lars Brian Krogh undersøgte i 2022 gymnasieelevernes forhold til de forskellige fag. Kun 8 pct. mente naturvidenskabelige viden var vigtig for at begå sig i verden, mens tallet var 61 pct. for humanistisk viden. Naturfagene reduceres til drengefag, til nørdernes rige. I den politiske diskurs og måske desværre også hos de fleste elever.

Den 19. marts 2024 præsenterede undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) en politisk aftale om folkeskolen. Den er spækket med vigtige tiltag, hvoraf en del soleklart vil blive fulgt op de kommende år. Men aftalen er også tankevækkende i den forstand, at den indebærer, at der skal reduceres i skolernes timetal for at få mere selvbestemmelse på skolerne, plads til nyt valgfag i teknologiforståelse (cool!) og en kortere skoledag eller tolærerordninger. Her måtte ikke mindst natur og teknologi i indskolingen betale med reduktion 17 pct. af de samlede timetal. Altså lige der hvor vi ved elevernes motivation for stoffet er stærk, og i det fag som de synes har langt mere med verden at gøre end de andre naturfag. Mindst lige så tankevækkende er det, at reaktionerne har været sparsomme, ja nærmest spage. Vi, der er engageret i sagen, har pippet, men nogen bred bestyrtelse er udeblevet, ja mig bekendt har end ikke de grønne interesser hævet mange bryn. Det var næppe gået sådan med en reduktion i timetallet for litteraturundervisningen eller kristendomskundskab. De fag kan samle os - selv når vi slås om deres indhold og status. ”Culture eats nature for breakfast” kunne man sige med en omskrivning af managementteoretikeren Peter Druckers legendariske bemærkning om kultur, der fortærer strategi i virksomheder.

Lad os også se på ungdomsuddannelserne, altså dem der ikke er erhvervsrettede, men alment dannende og studieforberedende. Den højere tekniske eksamen (htx) har på ganske få år fået reduceret sit ansøgningstal med mere end en fjerdedel. På det almene gymnasium (stx), der optager knap halvdelen af en ungdomsårgang, er tilgangen til de naturvidenskabelige studieretninger faldet med 22 pct. siden reformen i 2018, der netop skulle gøre disse mere attraktive. De samfundsvidenskabelige studieretninger går frem, selvom Gud og hvermand har ønsket det modsatte. Denne gøgeunge, som tidligere undervisningsminister Bertel Haarder engang syrligt kaldte samfundsfag.

Samtidig tales der meget om STEMificering af folkeskolen, og ofte med et skeptisk forlæg og med antydninger af, at hermed tiltvinger konkurrencestaten sig yderligere terræn i skolen. Og der er gange rigtigt et hav af projekter og begivenheder, fondsstøttede tiltag rettet mod grundskole, fritidslivet og ungdomsuddannelser; tiltag som åbner disse fag for elever og børn og åbner børnenes nysgerrighed og motivation for fagene. Mange af tiltagene af meget høj kvalitet. Men de sejler i et farvand, der overvejende er domineret af humanistiske fag, subsidiært af samfundsfaglige forståelser. I og med, at flere og flere unge tager en almen gymnasial uddannelse, er sandheden at flere og flere unge er blevet rundet af en humanistisk kernedannelse selvom man skulle tro det modsatte. Det har nemlig ikke skortet på politisk lobhudling af STEM, når det angår de videregående uddannelser og forskningen, til dels når vi tænker på det almene gymnasium.

Men naturfagene og teknologien anses ikke for egentligt samlende, ikke for noget der har med ånd og demokrati at gøre. De har med nødvendighed at gøre, ikke med frihed. De anses for udvendige og formalistiske, ikke for menings- og identitetsgivende. De er svære og ikke givende. De hører hjemme i nørdens kælder, ikke i samtalen mellem de toneangivende. De har ikke med livet og værdier at gøre, men med produktion og sterile miljøer.

Mine forældre nåede som unge at opleve Niels Bohr. Nobelpristageren i fysik, der samtidig kunne stille sig i samfundets midte og sætte ord på historien, på tidens store spørgsmål og filosofere over erkendelsesteori. I min barndom var han erstattet af fysikeren Holger Bech Nielsen, der trods folkelig appel mest af alt blev iscenesat som klovn, for nørdet for de fleste til at være et billede, man ville danne sig i. I dag er det eventyrerne der udgør de naturvidenskabelige forbilleder. Astronauten Andreas Mogensen som et meget dansk og feteret eksempel, Elon Musk i den udgave, hvor vanviddet anes.

Man kunne også sige, at ”Grundtvig” vandt over ”Ørsted”. Grundtvigs besyngelse af folkeligheden, det frie ord, af historien og poesien i livsoplysningen fik en helt anden virkningshistorie i skole og uddannelse end man kunne have tænkt sig, da Ørsted (i min vurdering) gav den meget gudetro Grundtvig tørt på i deres første sammenstød i 1814-15. Men sådan gik det ikke. Ørsted fik nok opkaldt kraftværker efter sig og  grundlagde Den Polytekniske Læreanstalt (nu DTU), men hans ide om ”ånden i naturen”, hans fordring om at den naturvidenskabelige erkendelse ikke alene måtte føre til vækst og betvingelse af naturen, men også rumme åndelighed og almen dannelse, fik aldrig resonans, selvom der løbende i anden halvdel af 1800-tallet og nogle gange i det 20. århundrede var tilløb til at tage naturvidenskab og teknisk videnskab alvorligt som alment dannende. Vi fik ”Two Cultures” som forfatteren og kemikeren C.P. Snow skrev i 1959. En for åndens dannelse, en for naturens betvingelse. Humaniora ved det litterære parnas på den ene side. Naturvidenskaben og de tekniske videnskaber på den anden. Således var det i Danmark også altid Dansk Industri, der talte naturfagenes sag – sjældent forfatterne, højskolefolket og intellektuelle.

Dette udgør ikke alene et problem i rekrutteringen af unge til uddannelser, erhverv og brancher, hvor naturvidenskab og teknologi spiller en central rolle, helt åbenlyst for den grønne omstilling, i løsningerne på komplekse sundhedsudfordringer og fx i spørgsmålet om generativ kunstig intelligens. Det udgør tillige både et kulturelt og et demokratisk problem, at naturvidenskab og teknologi ikke anses for alment dannende.

Ideerne om almen dannelse har siden romantikken insisteret på at være helhedens dannelse, dannelsen af det hele menneske. Nok har visse fag og forståelser været dominerende og definerende i bestemmelsen af det almene (folket, nationen, demokratiet etc.), men det forekommer næsten uforståeligt, at naturvidenskaben og teknologien ikke tillægges betydning som alment dannende i en tid, hvor naturvidenskab og teknologi præger samfundsudvikling og politik, hverdagsliv og forbrug, produktion og handel, i et omfang, der ikke set på noget andet tidspunkt i historien. Uden disse fag og indsigter står vi nøgne, benægtende, rådvilde eller forfærdede, overfor natur- og klimakrisen.

Disse fag og domæner må derfor opprioriteres i vores forståelse af menneskelig myndighed, af mening og identitet, af fællesskab og frihed. De bør ikke alene fylde mere kvantitativt, men også tillægges betydning i de humanistiske, samfundsfaglige og praktisk-musiske fagkredse. Læs H.C. Andersen som mere end en parfumeret naturromantiker, Pontoppidans Lykke-Per som et moderniseringsdrama og Aakjær som naturdigter og ikke alene en af det folkelige gennembruds store figurer. Historieundervisningen er også teknologihistorie og videnskabshistorie, og ikke blot politisk historie eller samfundshistorie. Generativ kunstig intelligens bygger ikke mindst på sprogmodeller og ikke alene kolossal computerkraft. Det er formentlig ikke flere verdensmålsuger, der er brug for, men en dyb integration af fænomener og emner fra naturvidenskaben og teknologien i de andre fagkredse. Man kan videre sige, at natur(videnskab) og teknologi er umistelige i filosofi- og åndshistorien. Det er heldigvis hul på bylden derude i det pædagogiske Danmark, hvor det myldrer med nybrud, men noget tungt træk lader vente på sig.

Det er det ene. Det andet handler om naturvidenskaben og de tekniske videnskabers selvforståelse, deres selvforvaltning.

Jeg havde for et par år siden næsten selv glemt min idehistoriske børnelærdom fra min studietid i Aarhus, men så læste jeg Francis Fukuyamas seneste bog Liberalism and Its Discontents, hvor han gør opmærksom på, hvor væsentlig naturvidenskaben har været for oplysningen og de store humane fremskridt vores historie har budt på. For ytringsfrihed og demokrati. For udfordring af magt og tabuer. Næppe irrelevant i en tid, hvor post-truth snor sig med polarisering og populisme. Men det forudsætter flere ting:

Ikke mindst, at naturvidenskaben og de tekniske videnskaber i tillæg til deres bidrag til løsningen af store fælles problemer (CO2 fangst, renere fødevareproduktion etc.), også opbyder et overskud af refleksion og idealitet, der siger: åndsfrihed og demokrati, kultur og mening: det er også os. Af flere grunde. Naturvidenskaben og teknologien har en normerende kraft i formningen af vores kultur – tænk bare på smartphonen i hverdagslivet. Dernæst er det vanskeligt at have en ordentlig demokratisk samtale om digitalisering og natur- og klimakrise, hvis vi ikke kan forholde os til naturvidenskab og teknologi, der dominerer vores liv som ingensinde før. Men vel at mærke forholde os til det med et minimum af mestring og en forbindelse til hvem vi er, til hvad der må forbinde os eller skille os som mennesker og borgere. Det indebærer følgeligt, at naturvidenskaben ikke længere alene handler om at erkende og betvinge naturen, om at vi frigør os fra naturens nødvendigheder, men om at forstå og definere et nyt frigørende bånd til naturen, og til de teknologier vi ikke kan forstå den moderne tilværelse uden.

Den grønne omstilling handler helt afgjort om vanskelige politiske beslutninger, om flere i STEM-fag, om forskning der bliver til innovation og kloge løsninger på vanskelige problemer, men den handler også om en almen dannelse, der tager naturvidenskaben og teknologien lige så alvorligt som menneske og samfund, kultur og historie. Den grønne omstilling forudsætter en grøn oplysning og en grøn dannelse.