FØRSTE SPADESTIK TAGET TIL LIFE LAB SYDDANMARK

.

En grøn og en lyserød spade markerede tirsdag den 6. december opstarten på byggeriet af LIFE Lab Syddanmark – et avanceret undervisningslaboratorium. Spaderne blev stukket i jorden af Susanne Crawley Larsen, rådkvinde for Børn & Unge i Odense Kommune, og Jens Mejer Pedersen, rektor på UCL, mens LIFE Fondens adm. direktør Christine Antorini var værtinde ved arrangementet.

I foråret 2021 indgik vi i et samarbejde med Odense Kommune med henblik på et flerårigt partnerskab om at fremme børn og unges interesse for naturvidenskab, teknologi og digitalisering. Derfor er det også naturligt, at vi etablerer det første regionale LIFE Lab i Odense. Ved arrangementet udtrykte Susanne Crawley Larsen sin begejstring for projektet:

”Naturvidenskabelig dannelse er en meget vigtig opgave, vi har for vores børn. Børn er nysgerrige på det, der sker omkring dem. Det er vores pligt at holde fast i deres nysgerrighed i takt med, at de bliver ældre,” sagde Susanne Crawley Larsen og tilføjede:

”Det er i folkeskolen, at Danmarks fremtid bliver til, og det er afgørende, vi har dygtige lærere, som kan inspirere det enkelte barn – uanset baggrund og køn. Det her samarbejde er med til at gøre lærere dygtige og passionerede. Derfor er det en stor dag for Odense Kommune.”

 

.
.
.
.
.
.
.

LABORATORIUM FOR BÅDE LOKALE SKOLEELEVER OG UCL-STUDERENDE

I LIFE Lab Syddanmark kan skoleelever fra hele Region Syddanmark arbejde eksperimenterende med de naturvidenskabelige undervisningsforløb, som vi udvikler og tilbyder undervisning i. Samtidig får studerende og undervisere på læreruddannelsen på UCL også glæde af laboratorierne i deres undervisning. Det ser man meget frem til hos UCL:

”Jeg tror på, at vores uddannelser bliver endnu mere attraktive, når vi er en del af dette fælles projekt med LIFE Fonden. Vi er glade for, at LIFE rakte ud til os, og vi glæder os til at være med til at udrulle projektet,” lød det fra Jens Mejer Pedersen i sin tale, som blev suppleret af vores direktør, Christine Antorini:

”Vi har sammen med Odense Kommune og UCL en ambition om at motivere flere børn og unge til at uddanne sig inden for naturvidenskab og teknologi. Vi har også brug for, at flere ønsker at uddanne sig som naturfagslærer, fordi lærerne er afgørende for at motivere børn og unge.”

LIFE Lab Syddanmark forventes at stå færdigt i slutningen af 2023.   

.
.
.
.
.
.

LIFE FONDEN OG ODENSE

- LIFE Fondens undervisningsforløb – LIFE Forløb – kan bookes af skoler i Odense Kommune og resten af Region Syddanmark.

- Over 200 skoleklasser fra Odense Kommune har gennemført et LIFE Forløb. Det svarer til mere end 5.000 elever.

- Foruden det kommende LIFE Lab Syddanmark har vi et mobilt laboratorium, der kører ud til skoler i regionen.

- Der er i dag fire LIFE-undervisere, som er tilknyttet regionen og kommer til at undervise i LIFE Lab Syddanmark.

.

FAKTA OM LIFE LABS

LIFE Labs er den samlede betegnelse for vores laboratorier - både de regionale og mobile. Klik på linket herunder for at finde information om de nuværende og kommende laboratorier: