LIFE CAMPUS: STORT ANTAL LÆRLINGE ER MED TIL BYGGERIET

.

Når LIFE Campus står klar i 2021, er en stor del af læringscentret bygget af unge håndværkere under uddannelse. LIFE har nemlig valgt at prioritere entreprenører med lærlinge, hvilket har resulteret i, at ikke færre end 25 håndværkerlærlinge bliver en del af byggeholdet. Dermed bliver mere end 15.000 timers arbejde på projektet udført af lærlinge.

”Vi er i LIFE stolte over, at det er lykkedes at skabe så mange uddannelsespladser til lærlinge som en del af LIFE-byggeriet. LIFE er et nyt nationalt læringsinitiativ til børn og unge fra landets grundskoler og ungdomsuddannelser. Derfor skal der selvfølgelig også være lærepladser til elever fra erhvervsuddannelserne, så de kan dygtiggøre sig og få en masse praktisk erfaring via byggeriet af LIFE Campus i Lyngby,” siger LIFE-direktør Christine Antorini."

Det 4.000 m² store læringscenter kommer efter planen til at stå klar til brug for landets grundskoler og ungdomsuddannelser fra efteråret 2021. Her vil elever og lærere møde naturfaglige laboratorie-miljøer, der svarer til det, som forskere arbejder med i virksomheder.

LIFE Campus kommer dagligt til at tage imod 4-6 skoleklasser, der besøger læringscenteret som en del af vores undervisningsforløb – LIFE Forløb. Formålet med forløbene er at være med til at styrke interessen for naturvidenskab hos børn og unge.

 

VIL TILBYDE NOGET EKSTRA

Det høje antal lærlinge vækker stor begejstring hos Christian Østerby Knudsen fra Rambøll Danmark, som er projektdirektør på LIFE Campus-byggeriet.

”Jeg synes, det er vildt sejt, at vi har fået så mange lærlinge med ombord. Vi skrev i udbudsmaterialet, at entreprenører med lærlinge ville blive foretrukket, hvis nogle af kandidaterne stod lige – Og det gav pote!” fortæller han.

Som en ekstra bonus er LIFE sammen med en række fagfolk ved at arrangere et specieludviklet læringsforløb til lærlingene under deres daglige gang på LIFE Campus-byggepladsen.

”Tanken er at give lærlingene noget viden om de processer, der foregår på en byggeplads. Projektet er stadig på tegnebrættet, men jeg tror, det bliver rigtig spændende. Og det kunne jo være fantastisk, hvis det viser sig, at vi kan bidrage med noget ekstra til de unge menneskers uddannelse,” siger Christian Østerby Knudsen, som den 11. december mødes/mødtes med repræsentanter fra blandt andet Dansk Byggeri for at ideudvikle på projektet."

Rambøll Danmark står for projektledelse og bygherre-rådgivning af LIFE Campus-byggeriet, mens COWI er totalrådgiver for projekteringen. Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og NT Consulting står for selve byggeledelsen på byggepladsen. Desuden bidrager ca. 17 forskellige fagentreprenører til de forskellige bygge- og indretningsopgaver. Det er de fagentreprenører, som tilsammen stiller med 25 lærlinge.

DE 17 FAGENTREPRENØRER PÅ PROJEKTET ER:

  • AJOS A/S

  • C C Brun Entreprise A/S

  • CRH Conrete A/S

  • Langbjerg ApS

  • HSHansen A/S

  • Krogsgaard og Co Aps

  • KN Tagdækning

  • Husum Entreprise A/S

  • DEKO P/S

  • Viebke & West Malerfirma A/S

  • BTN Byg ApS

  • Brønnum ApS

  • SIF Gruppen A/S

  • IMS/VVS A/S

  • Klink A/S

  • KONE A/S

  • OK Nygaard

 

FAKTA – LIFE CAMPUS

  • LIFE Campus bliver et æstetisk smukt læringscenter på 4000 m² syd for Hjortekær på Dyrehavegårds jorder. Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og opføres under bygherre-rådgivning fra Rambøll Danmark.

  • LIFE Campus forventes at stå klar i efteråret 2021 – og bliver nabo til virksomheden Novozymes nye Innovation Campus, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Lyngby Gymnasium.

  • LIFE Campus kommer til at tilbyde et laboratoriemæssigt avanceret naturfagligt undervisningsmiljø, som eleverne kan arbejde i sammen med deres lærere og understøttet af læringskonsulenterne fra LIFE.

  • Der vil i kraft af LIFE-organisationens hjemsted i bygningen være tilknyttet et naturfagsdidaktisk udviklings– og undervisningsmiljø. Det betyder, at LIFE Campus bliver et fysisk knudepunkt for samarbejdet med skoler, virksomheder, forskningsmiljøer og formidlere af naturvidenskab. Blandt andet som samlingspunkt for lærere og forskere, som arbejder med naturfags-didaktik.

  • Når LIFE Campus er i fuld drift vil der være besøg fra 4-6 skoleklasser dagligt. Det gælder både elever og deres lærere fra landets grundskoler, ungdomsuddannelser og på sigt også dagtilbud.

  • LIFE-initiativet er støttet af Novo Nordisk Fonden og har til formål at styrke interessen for naturvidenskab hos børn og unge.

.
.
.
.

RELATEREDE ARTIKLER

.
18. oktober 2021
.
11. oktober 2021
.
24. september 2021