DET GODE SAMARBEJDE: HANS KNUDSEN INSTITUTTET
Siden 2020 har vi sendt knap 11.000 LIFE Kits ud til de danske grundskoler og ungdomsuddannelser fra vores lager i Horsens – men hvad sker der med alle de genstande i materialekasserne, inden de ankommer til vores lager? Mange af disse bliver ompakket af ansatte i beskyttet beskæftigelse hos Hans Knudsens Instituttet. Læs mere om vores mangeårige samarbejde her.
Dagens mål: Der skal pakkes 400 rør med rhizobiabakterier og fyldes 200 dunke med celluclast. Det hele er allerede sat i system, da vi stikker hovedet indenfor i Doudna-laboratoriet på LIFE Campus. Lige netop dette laboratorium er ikke fyldt med elever fra grundskolen – det er i dag arbejdsplads for fem ansatte fra Hans Knudsen Instituttet.
I mere end 150 år har Hans Knudsen Instituttet arbejdet med mennesker, som har fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Det kan være førtidspensionister, autister, udviklingshæmmede eller folk med hjerneskader. Instituttet tilbyder blandt andet beskyttet beskæftigelse – fx i form af deres ordreproducerende værksteder. For over tre år siden startede vi et samarbejde med instituttet om ompakning af genstande til vores LIFE Kits. Aftalen kom i stand gennem vores indkøber Rikke Neergaard:
“Vi kunne hurtigt se et behov for at få hjælp til forskellige pakkeopgaver, og derfor undersøgte jeg markedet. Jeg blev tidligt i processen anbefalet at kigge mod Hans Knudsen Instituttet af andre indkøbere. Da jeg læste om instituttets mission, var der ingen tvivl om, at vi skulle starte et samarbejde," forklarer Rikke.
OPGAVER TIL ALLE
Midt i det logistiske arbejde med påsætning af labels på dunke og opfyldning af rør med bakterier står Janus Zubi Scheller med det kølige overblik. Han er vores kontaktperson hos Hans Knudsen Instituttet. I dag er hans primære opgave at sørge for, at det hele kører på skinner. Han er hele tiden opmærksom på, at alle de beskyttede ansatte varetager de opgaver, der passer til lige netop dem:
“Vi har mange forskellige typer borgere i beskyttet beskæftigelse. Nogle vil gerne gøre det samme igen og igen og elsker det repetitive, mens andre har brug for variation. Vores medarbejdere er glade for at lave pakkeopgaver for LIFE Fonden, fordi der næsten altid er en god portion kendte opgaver blandet med nye og spændende,” forklarer Janus.
Og opgaver er der nok af, hvis du spørger Rikke Neergaard:
“Vi udkommer hele tiden med nye forløb og både indkøber og ompakker efterhånden rigtig mange varer, der bliver sendt videre til vores lager i Horsens, der i sidste ende sendes direkte til skolerne i form af LIFE Kits. Derfor er der stort set brug for Hans Knudsen Instituttets hjælp hver uge – og de er virkelig dygtige til at imødekomme alle vores krav. Vi er mere end tilfredse med samarbejdet,” fortæller Rikke.
LEARNING-BY-DOING
Selvom dagens opgave primært består af ompakning, løser Hans Knudsen Instituttet også andre opgaver for LIFE Fonden – fx skærer de udsnit af jeansstof ud fra deres værksted i København. Stofstykkerne bruges i Enzymjagten til en vaskeøvelse med enzymer. Generelt set er opgaverne varierende, men det er kun et plus, hvis du spørger Janus Zubi Scheller:
“Vi forsøger at være leveringsdygtige i alt, der er behov for i henhold til pakkeopgaver. Vi vil gerne gå den ekstra mil for LIFE Fonden, fordi vores medarbejdere er rigtig glade for at udføre arbejde for jer. Vi får nogle gange opgaver, vi aldrig har løst før. Men så prøver vi os frem. Vores tilgang er learning-by-doing, og det går jo rigtig godt i spænd med, hvad LIFE Fonden står for.”
Vi har været på besøg i “pakkecentralen” i godt og vel en halv time. På den tid er der allerede klargjort adskillige kasser til afsendelse til vores lager i Horsens. Om ikke særlig lang tid, ender de genstande i et LIFE Kit og dernæst i hænderne på elever rundt om i hele landet.