SPIRENDE FORSKERE FRA HELE VERDEN INDTOG LIFE CAMPUS

HOV!

Vi kan ikke vise dig det indlejrede indhold, da du ikke har accepteret cookies fra trejdepart.

Venligst accepter marketing-cookies for at se denne video.

Spørgsmålet ’Hvad kommer vi til at spise i fremtiden?’ toner frem på væggen i auditoriet i LIFE Campus.

100 unge mellem 15 og 17 år spidser ører på stolerækkerne, mens forskere fra Københavns Universitet fremlægger deres bud på, hvordan vi klarer os igennem den globale fødevarekrise. Deltagernes navneskilte er prydet med flag fra blandt andet Japan, USA, Schweiz, Colombia og Danmark, og på ryggen står der ’Future Scientists Summer Camp 2023’.

Kan laboratoriefremstillet kød være en bæredygtig løsning på sigt?” spørger en ung kvinde fra Mexico.

Eksperter forudser, at verdens befolkningstal vil skrumpe om 15-18 år. Hvordan tror I, det påvirker vores madkultur og -produktion?” spørger en anden.

Future Scientists Summer Camp er arrangeret af Novo Nordisk og os i anledning af Novo Nordisk’s 100-års jubilæum. I fem dage skal deltagerne dyrke deres fælles passion for naturvidenskab og udforske globale problemstillinger inden for sundhed og bæredygtighed.

.
.
.

DEN NÆSTE GENERATION AF FORSKERE

Forskerspirerne skal igennem fire forløb om klimaforandringer, sult, usund livsstil og sygdom i vores højteknologiske undervisningslaboratorier, der har samme standard som dem hos forskningsbaserede virksomheder. De arbejder selv på at finde løsninger på de globale problemstillinger gennem en undersøgende og eksperimenterende tilgang, hvor de opstiller hypoteser på forskellige udfordringer.

Deltagerne er udvalgt blandt mere end 1.500 ansøgere og kommer fra 11 forskellige lande: Canada, Colombia, Danmark, Indien, Japan, Kenya, Mexico, Spanien, Schweiz, Tyrkiet og USA.

Vi er stolte af at kunne byde den næste generation af forskere velkommen og give dem en mulighed for at opleve det nyeste inden for videnskaben og få praktisk erfaring med naturvidenskabelige discipliner,” siger Noah Beilin Wassermann, Senior Project Manager i Novo Nordisk og en af projektlederne bag Future Scientists Summer Camp.

Deltagerne opbygger samtidig et netværk på tværs af lande, og vi håber, at de får en øget forståelse og interesse for naturvidenskab, så de på sigt kan være med til at løse nogle af de store globale udfordringer,” fortsætter han.

Udover aktiviteterne på LIFE Campus skal deltagerne blandt andet på kanalrundfart og besøge Stevns Klint. Under hele opholdet bor de på Raadvad Vandrehjem i Lyngby.


FØRSTE GANG UDEN FOR COLOMBIA

Vores laboratorier er opkaldt efter nogle af verdens førende forskere. Foran laboratorierne Franklin og Doudna står 25 deltagere i en halvcirkel om et verdenskort. På kortet har de markeret, hvilke konsekvenser af klimaforandringer de oplever i deres hjemland.

I Colombia spiller vejrfænomenerne El Niño og La Niña en stor rolle. Vi har stigende temperaturer i nogle af de største byer, som kan nå op til 41 grader, og der er skovbrande centralt i landet i nærheden af vores hovedstad Bogota,” fortæller 17-årige Angie Dediego med hånden oppe.

Hun ankom til Danmark søndag, ligesom de andre internationale deltagere. Og det er første gang nogensinde, at hun er uden for Colombia.

Da jeg hørte om Future Scientists Summer Camp, troede jeg ikke, at jeg havde en chance. Colombia er et land med stor ulighed, og er du fra en familie som min uden en høj indkomst, har du ikke mange muligheder. Så jeg er enormt glad og stolt over at være her,” siger Angie Dediego og fortæller om sine ambitioner:

Jeg vil hjælpe med at gøre flytrafik mere bæredygtigt. For alle de gasser, der kommer fra flyvning, påvirker atmosfæren kraftigt og får temperaturen til at stige. Der er forsket meget i det, og jeg vil utroligt gerne være med til at finde en løsning,” siger hun.



VISER FORSKELLIGE SIDER AF FORSKNING

Søren Brofeldt er projektkonsulent i LIFE Fonden. Han underviser i forløbet Climate Action på Future Scientists Summer Camp og har været tovholder på udviklingen af alle campens fire forløb.

Vi har sat et spændende program sammen, hvor deltagerne arbejder med problemstillinger, som de kan relatere til, uanset hvor de er fra. Derudover vil vi gerne vise dem science i forskellige afskygninger. En forsker kan være en kittelklædt person i et laboratorium, men det kan også være en i gummistøvler og regnjakke, eller en, der arbejder på et stort industrielt anlæg eller undersøger sportsfolk. Man kan forske på mange måder – og det vil vi gerne afspejle,” siger Søren Brofeldt.



HVORDAN SIKRER VI ALLE RENT DRIKKEVAND?

Vi har udviklet forløbene Climate Action, Good Health og Zero Hunger på Future Scientists Summer Camp. Det fjerde forløb Disease & diagnose er udviklet af Biotech Academy, der er en nonprofitorganisation under DTU Bioengineering. I Disease & diagnose trækker eleverne i hvide kitler og lærer, hvordan DNA kan afsløre sygdomme og diagnoser.

I laboratoriet blandt pipetter, reagensglas og dybt koncentrerede deltagere sidder 15-årige Ahmad Al-Mosawi, som er en af de 10 danske deltagere ved Future Scientists Summer Camp. Han elsker fysik og kemi og drømmer om en dag at lave kardiovaskulær forskning.

Men hvis jeg skal løse ét verdensproblem, så er det, hvordan vi gør rent drikkevand mere tilgængeligt for tredjeverdenslande. Hvilke systemer kan vi bruge, som både er kosteffektive og hygiejniske og sikrer, at ingen lider overlast? Det vil jeg gerne undersøge,” siger Ahmad Al-Mosawi.

Future Scientists Summer Camp var den første af sin slags og blev arrangeret med henblik på at støtte op om STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics). Den fandt sted fra den 7. til 11. august.

.
.
.