UNSTINDVIELSE PÅ LIFE CAMPUS
At naturvidenskab og kunst går hånd i hånd blev tydeligt for enhver til indvielsen af Jeppe Heins kunstværker ’Sun, Moon and the Earth’ og ’Gravity Mirror Pavilion’ tidligere på ugen. Her i artiklen kan du læse om kunstværkerne og se de flotte billeder. Derudover har vi også lavet en video med Jeppe Hein, der fortæller mere om tankerne bag kunstværkerne.
SUN, MOON AND THE EARTH
’Sun, Moon and the Earth’ består af tre mobiler i højtpoleret rustfrit stål. De tre mobiler referer til solen, månen og jorden og roterer om deres egen akse afhængigt af vindforholdene. Hver mobile vejer cirka 150 kg.
GRAVITY MIRROR PAVILION
’Gravity Mirror Pavilion’ består af 75 lameller i højpoleret rustfri stål. Tre spiralveje former et lukket rum i midten. Formen referer til vores galakse med tyngdekraft, som roterer omkring et sort hul i dets kerne. Ligesom det sorte hul i kernen af vores galakse tiltrækker stjernerne, så vil skulpturen tiltrække de forbipasserende. I midten oplever man, at alt er i konstant forandring – på en og samme tid et sted mellem virkelighed og optisk illusion.
TANKERNE BAG VÆRKERNE
Hvis du er nysgerrig på tankerne bag de to nye kunstværker foran LIFE Campus, fortæller Jeppe Hein mere om de to værker lige her:
KUNSTVÆRKERNE SKABER FASCINATION OG NYSGERRIGHED
I læ under LIFE Campus’ egetræssøjler bød vores administrerende direktør Christine Antorini velkommen og takkede Jeppe Hein for kunstværkerne:
”Vi er utrolig glade og stolte over vores samarbejde med Jeppe Hein,” sagde Christine Antorini, og tilføjer: ” Kunstværkerne viser, hvordan man kan bruge kunsten til at skabe interesse for naturvidenskaben. Og vi kan allerede se, hvordan værkerne skaber fascination og vækker nysgerrigheden hos de forbipasserende.”
STORE AMBITIONER FOR KUNST PÅ CAMPUS
Ordet gik videre til Ulrik Meyer, Senior Vice President i Novo Nordisk Fonden som fortalte, hvordan der helt fra start har været store ambitioner for kunst på LIFE Campus. Ligesom resten af forsamlingen, var han meget begejstret for resultat.
GÅ PÅ OPDAGELSE I KUNSTVÆRKERNE
På en ellers meget regnfuld tirsdag, kunne Jeppe præsentere ’Sun, Moon and the Earth’ og ’Gravity Mirror Pavilion’ i tørvejr og inviterede forsamlingen til at gå på opdagelse i værkerne. At dømme efter smilene og den summende snak skabte værkerne både nysgerrighed og glæde.
Kunstværkerne er offentligt tilgængelige. Vi håber, at alle forbipasserende vil udforske dem, så de kan skabe glæde for så mange som muligt.
OM JEPPE HEIN
Jeppe Hein er en verdensberømt, dansk kunstner, der er bosiddende og har sit studio i Berlin. Han er uddannet på Det Kongelige Akademi i København og Städel Hochschule für Bildende Künst i Frankfurt. Jeppe Hein er kendt for sine eksperimenterende og interaktive kunstværker, der kombinerer kunst, arkitektur og tekniske opfindelser. Samtidig har værkerne ofte overraskende og betagende elementer, der sætter beskuerne i centrum og gør det omkringliggende rum til en del af oplevelsen.
FAKTA OM LIFE CAMPUS
Læringscentret LIFE Campus åbner for skoleklasser i september. Der er plads til seks klasser om dagen.
I LIFE Campus kan elever arbejde eksperimenterende i laboratorier, der er ligeså avancerede som dem, forskere i virksomheder arbejder i.
LIFE Campus er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og bliver 4.000 m² stort.
Arkitekturen er inspireret af DNA-strenge, Fibonacci-strukturer og andre naturvidenskabelige og matematiske mønstre.
Facaden kendetegnes ved 96 massive egetræssøjler, hvoraf 12 af dem er formet som en vifte, der åbner bygningen for den besøgende.
LIFE Campus bliver nabo til bl.a. Danmarks Tekniske Universitet, Novozymes og Lyngby Gymnasium.