ER DET GOD SMAG AT FØLGE KOSTRÅDENE?

.

HVAD HANDLER TASTEMASTER OM?

Du har sikkert hørt det mange gange: Vi skal spise sundere og vælge fødevarer, der er bæredygtige og gode for naturen. I 2021 lancerede Fødevarestyrelsen helt nye kostråd, som både tager hensyn til sundhed og klima. Rådene er bl.a. at man skal slukke tørsten i vand, spise flere grøntsager og bælgfrugter. Dette kan være med til at mindske risikoen for livsstilssygdomme og passe på klimaet.  

 

Budskabet i kostrådene er velkendt, men ikke nemt for alle at efterleve. Men hvordan kan det være, at det er svært at følge kostrådene? Og hvor meget holder du dig selv til kostrådene? 

 

I TasteMaster skal elever i 10. klasse undersøge og praktisk arbejde med, hvordan de kan bruge viden om madens fysisk-kemiske egenskaber, samt gastrofysikkens metoder til at få flere til at efterleve kostrådene. Det gør de ved at se på forskellige produktions- og bearbejdningsmetoder af føde- og drikkevarer, samt udvælge og argumentere for hvilke metoder der passer til deres smagspræferencer. 
 


DU SAMMENSÆTTER SELV FORLØBET 

TasteMaster er et unikt forløb, der er udviklet ud fra en tankegang om modularitet. Forløbet er bygget op omkring tre temaer, der hver især tager udgangspunkt i et af kostrådene. Modulerne kan sammensættes frit, og din sammensætning afhænger af, hvor mange timer du har til rådighed eller det ønskede faglige niveau. Derfor kan forløbet variere mellem 8-12 lektioner. Læs mere om modulerne og indholdet i disse lige her på forløbssiden.

.
.
.
.
.

MED UDGANGSPUNKT I ELEVERNE 

Aktiviteterne i TasteMaster tager udgangspunkt i elevernes egne smagsoplevelser og kobler disse til madens fysisk-kemiske egenskaber. Eleverne bliver stilladseret i at bruge deres egne smagssanser som måleapparat, hvor de kan supplere med målinger af pH-værdi, sukkerindhold, proteinindhold m.m. I det hele taget har det været vigtigt for os at skabe et forløb, der har stor fokus på elevernes egen hverdag og egne smagsoplevelser, som vores udviklingskonsulent, og tidligere naturfagslærer, bag på forløbet, Mladen Mikosavljevic, forklarer:   


“Det har været vigtigt for os i udviklingen af TasteMaster, at vi ikke kun viser eleverne, hvordan naturvidenskaben taler ind i verdenssamfundet og i de globale samfundsudfordringer, men også viser eleverne, hvordan naturvidenskaben spiller en vigtig rolle i deres egen hverdag. På den måde bliver emnerne i TasteMaster mere relaterbare, og eleverne kan i mange tilfælde nemmere forhold sig til ting, de kan sanse – og dermed få et bedre grundlag til at forstå det teoretiske.” 

 

TasteMaster består af varierende undervisningsaktiviteter med særligt fokus på elevernes undersøgelses- og kommunikationskompetence. Eleverne skal arbejde med praktiske undersøgelser i både laboratorium og køkken. Derudover skal de bruge fagsprog om smag, fysik og kemi til at beskrive deres smagsoplevelser.  


UDVIKLET I SAMARBEJDE MED FORSKERE 

TasteMaster er udviklet i tæt samarbejde med forskere fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet (KU FOOD). Vi har skrevet en artikel om vores samarbejde, hvor du blandt andet kan møde forsker og viceinstitutleder for uddannelse, Annemarie Olsen, der fortæller om forløbets tilblivelse. Læs artiklen og se videoen med Annemarie her.

.

SÅDAN BOOKER DU 

TasteMaster er gratis for alle 10. klasser på efterskoler, erhvervsskoler, privatskoler og folkeskoler. Forløbet består af et LIFE Kit med materialer til at gennemføre forløbets øvelser. Vi leverer og afhenter LIFE Kittet på din institution. I TasteMaster anvendes vores digitale platform MY:LIFE i samspil med materialerne i LIFE Kittet. På MY:LIFE finder du øvelser, videoer og vejledning til din forberedelse, inden du bruger forløbet i klassen. Du begynder booking af TasteMaster ved at klikke på linket herunder.