Mere end 115.000 elever har arbejdet med vores LIFE Forløb, vi har udgivet to nye forløb til gymnasierne, skiftet direktør og annonceret et nyt regionalt laboratorium i Vordingborg – 2023 har været et begivenhedsrigt år for LIFE Fonden. Dyk ned i nogle af de mange spændende nyheder, der prægede 2023.
Vi etablerer nu et topmoderne undervisningslaboratorium i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon på Campus Vordingborg. Både lokale skoleelever og lærerstuderende fra Absalon kan se frem til at eksperimentere med naturvidenskab og teknologi i laboratoriet. Vordingborg er med stærke uddannelser og smukke udsigter et oplagt valg for et nyt regionalt laboratorium.
Hvad er forskellen på at genbruge og genanvende? Hvor ender plasten, når vi smider det i affaldscontaineren? Spørgsmålene er mange, når de første elever skal arbejde med vores helt nye forløb, Plastmissionen Lab. Kom med på en tur i laboratoriet.
Det nye mobile laboratorium fra LIFE Fonden kan nu begynde sin tur rundt på de midtjyske skoler. Det er bemandet af undervisere, der efter en grundig oplæring har haft deres første møde med eleverne. Vi var med på sidelinjen til undervisning i Enzymjagten på Herningsholmskolen.
Hvordan kan vi styrke det naturvidenskabelige og teknologiske område på gymnasierne? Det spørgsmål var på dagsordenen, da vi sammen med Danske Gymnasier holdt workshop for undervisere, naturvidenskabskoordinatorer og rektorer fra sjællandske gymnasier.
Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, tiltræder som administrerende direktør i LIFE Fonden d. 1. oktober 2023. Han afløser Christine Antorini, tidligere børne- og undervisningsminister, der selv har ønsket at fratræde for at skifte spor til en ny karrierevej.
Kan vi sikre, at alle har nok mad? Og hvordan tilpasser vi os effekterne af klimaforandringer? Flere store globale problemstillinger var på programmet, da 100 unge fra hele verden var samlet på LIFE Campus til Future Scientists Summer Camp i anledning af Novo Nordisk’s 100-års jubilæum.
Ventetiden er forbi. Vi kan i dag præsentere to nye undervisningsforløb til gymnasierne: Fight the Bite og Extractors. Begge forløb kan bookes nu og tages i brug fra slut november i hele landet. Lad dine elever slippe deres indre biologer eller kemikere løs, når de skal arbejde undersøgelsesbaseret og praksisorienteret i de to nye spændende LIFE Forløb.
Over de næste fire år skal forskere fra to forskningsprojekter bidrage til at forbedre undervisningspraksis i naturfag. Forskerne skal blandt undersøge, hvad der kan fremme fejlmodighed og skabe varige forandringer for elever og lærere i undervisningen – med afsæt i LIFE Fondens undervisningsforløb. Novo Nordisk Fonden har støttet projekterne med knap 16 mio. kroner. Læs mere om projekterne her.
NYT FORLØB: Nu kommer elever fra landets 10. klasser på en vigtig opgave. I vores nye undervisningsforløb, TasteMaster, skal eleverne nemlig arbejde praktisk og eksperimenterende med smagens fysik-kemi og undersøge, hvordan de kan få flere til at spise sundt. Læs mere om TasteMaster lige her i artiklen.