NYE FORLØB TIL NYE KLASSETRIN
Hvis du går og tripper efter nye LIFE Forløb til din klasse, kommer der her en rigtig god nyhed! Vi kan nemlig løfte sløret for fire nye forløb til udgivelse i den nærmeste fremtid – og til helt nye klassetrin. Få en forsmag på dem her.
FIRE NYE FORLØB
Det næste halve års tid skal du holde godt øje med vores hjemmeside og nyhedsbrev. Der er fire nye forløb på vej til dig og din klasse, hvoraf tre af dem er til helt nye klassetrin: 3. klasse, 5. klasse og 10. klasse. De nye LIFE Forløb kredser om emner som gastro science, teknologiforståelse, solenergi og genanvendeligt plastaffald.
Nedenfor giver vi dig et oprids af de kommende undervisningsforløb, så du allerede nu kan planlægge, om de er noget for dig og din klasse. Vi lægger ud med det LIFE Forløb, der allerede udgives til december i år: Autopilot.
AUTOPILOT
5. klasse – udgives i december 2022
Fag: Natur-Teknologi og Matematik med teknologiforståelse som omdrejningspunkt.
I fremtiden vil et øget befolkningstal i byerne sætte et pres på transportsystemerne, og det kan have konsekvenser i form af forringet trafiksikkerhed og kødannelser. Teknologiske løsninger som selvkørende transportmidler kan være én af løsningsmulighederne, men det kræver, at teknologien bruges med omtanke.
I Autopilot skal eleverne arbejde med ovenstående samfundsudfordring, med udgangspunkt i den virtuelle by, Blokby. Her skal eleverne hjælpe borgmesteren i Blokby med at undersøge, hvordan selvkørende biler virker, så de kan berolige de borgere i byen, der er bekymrede for den nye teknologi.
Elevernes undersøgelser varierer fra fysiske undersøgelser i klasselokalet, hvor de bl.a. skal arbejde med alt fra sensorer og kodning af robotter til digitale undersøgelser i LIFE Autopilot-appen, som ved hjælp af AR teknologi viser Blokby i klasselokalet. Al viden forankres i et elevhæfte og i videoer, som eleverne selv laver gennem appen.
Husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev – så får du besked direkte i indbakken, når du kan booke forløbet her på LIFE.dk.
SOLENERGI
3. klasse – udgives efter sommerferien 2023
Dette forløb for 3. klasse fokuserer på den grønne omstilling fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder. Solenergi er en af de energiformer, der spås en stor rolle i den proces. En central udfordring med solenergi er pladskrav, der enten optager landbrugsjord eller er vanskeligt tilgængelig i byområder. Derudover er konventionelle solceller energikrævende at producere og vanskelige at bortskaffe forsvarligt.
Eleverne skal arbejde med organiske solceller, som er en ny teknologi, hvor organiske molekyler kan printes på et tyndt, fleksibelt plastmateriale. Dette åbner op for nye, kreative måder at indbygge solceller i f.eks. bygninger. Der er fokus på grundlæggende el-lære, udarbejdelse af skitser og arbejdstegninger, samt udvikling og forbedring af prototyper af bygninger, der inkorporerer organiske solceller.
Forløbet bliver udviklet i samarbejde med SDU CAPE - Centre for Advanced Photovoltaics and Thin-film Energy Devices.
GASTRO SCIENCE
10. klasse – udgives efter sommerferien 2023
Hvilken betydning har smag? Hvorfor til- og fravælger vi bestemte fødevarer? Det skal elever i 10. klasse undersøge i dette nye gastro science forløb, der handler om smag, kostråd og fødevarer.
Eleverne kommer til at tage udgangspunkt i deres egne smagspræferencer. De skal blandt andet undersøge, hvordan de ved hjælp af gastrofysik og gastrokemi kan ændre smagen i bestemte fødevarer, så flere vælger at spise disse.
Forløbets samarbejdsvirksomhed er KU Food (Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet), der bidrager med nyeste viden inden for smag samt gastrofysik og gastrokemi.
Forløbet bliver udviklet til alle 10. klasser. Vi arbejder derfor tæt sammen med både elever og lærere fra 10. klasser på folkeskoler, privatskoler, erhvervsskoler og efterskoler.
PLASTMISSIONEN LABFORLØB
7. klasse – udgives fra august 2023
I Plastmissionen Kit til 7. klasse har eleverne undersøgt, hvordan de kan producere plast mere bæredygtigt. En af løsningerne er at bruge alt det plastaffald, vi hver dag smider ud, til at producere ny plast. Hvis vi gør det, kan vi nemlig erstatte brugen af olie og planter til at producere plast med. Det lyder smart, men det er langt fra alt plastaffald, der genanvendes i dag.
I dette nye labforløb til Plastmissionen skal eleverne undersøge, hvilke udfordringer der er ved at genanvende plastaffald. Plast er nemlig ikke bare plast. Der findes mange forskellige typer, og man kan ikke blot blande dem. Men der er også mange muligheder og løsninger, så vi i fremtiden kan genanvende meget mere plast, der har en lige så god kvalitet, som den plast vi bruger i dag.
Dette labforløb bliver et afsluttende tilvalg til det kitforløb, som du allerede kan booke til din 7. klasse i dag. Læs mere om forløbet lige her: https://life.dk/undervisningsforlob/plastmissionen